Musikhaven

December 2020

Den overordnede planlægning og tegning af en kommende sansehave syd for plejehjemmet med udsigt til Louns sø er i fuld gang og nu tages de første spadestik til projektets udførelse.

” Jeg ved en Lærkerede……” er en populær forårssang her på Hesselvang. Men nu også navnet på et stort musikhaveprojekt som Hesselvangs Venner står i spidsen for på Friplejehjemmet Hesselvang.

Venneforeningen har ansøgt Sundhedsstyrelsens aflastningspulje for demente om midler til en udendørsmusikhave. Sundhedsstyrelsen har således bevilget 354.885 kr. til etablering af underlaget i haven og indkøb af musikinstrumenter, samt undervisning af personale og frivillige i brug af instrumenterne i samspil med beboerne.

Musikhaven er ikke den første af sin slags, men bliver ifølge Percussion Play landets største musikhave tilknyttet et plejehjem. Musikinstrumenterne er alle håndlavede fra England og har derfor en del leveringstid. Haven forventes at stå færdig i det tidlige forår 2021. Herefter vil de frivillige lave ugentlige aktiviteter hvor de kommer og inviterer beboerne ud til at prøve de forskellige instrumenter og hyggeligt samvær.