Julemarkedet blev igen i år en stor succes. Rigtig mange gæster havde fundet vej til Hvalpsund og købelysten var stor. I tombolaen var lodderne revet væk på få minutter, men der var også mange flotte gevinster.

Allerede i indgangspartiet blev gæsterne mødt med de første boder med flotte varer som beboere, frivillige og personalet selv havde lavet. Og fik man ikke købelysten stillet her, kunne man fortsætte til Solstrålens store opholdsstue hvor flere boder og tombola ventede.

Julestemningen var i top med duft af gløgg og æbleskiver, som frivillige solgte fra køkkenet, mens et særdeles velspillende Jætteband, der  spillede julemusik hele eftermiddagen.

Rundt om på stuerne spredte julestemningen sig også, da flere pårørende benyttede dagen til også at få pyntet op der. Ligesom frivillige havde brugt et par dage i sidste uge til at få hele Hesselvang pyntet op, så vi nu er klar til en hel december fyldt med gode hyggestunder.

Også borgerforeningen kiggede forbi, med 2 store julekurve til beboerne, som leder Pia Nielsen med glæde tog imod.

Vi føler os taknemmelige over at møde så stor opbakning fra de mange fremmødte. Men også over den store hjælp som husets mange frivillige har ydet i ugerne op til julemarkedet, det er helt utroligt. Stor TAK for det. Også tak til de mange gavmilde der har doneret gaver til den yderst populære tombola.