Hvalpsund 19. maj 2018 13:25 

HVALPSUND: Som det første plejecenter i Nordjylland bliver Friplejehjemmet Hesselvang i Hvalpsund nu certificeret som senioridrætscenter. Det indebærer kort fortalt, at idrætten i fremtiden kommer i daglig fokus på Hesselvang.

En entusiastisk skare bestående af 20 frivillige var forleden mødt op for at bakke op om projektet - og for at høre konsulent Thomas Arentz fra Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI) holde foredrag om, hvordan det hele bliver skudt i gang.

I første omgang bliver det med anlæggelsen af en krolfbane, som allerede vil blive etableret den sidste mandag i denne måned.

Certificeringsaftalen er kommet i stand gennem DAI, som i samarbejde med Vesthimmerlands kommune bl.a. har peget på Friplejehjemmet Hesselvang.

Her tog man med glæde imod tilbuddet om at blive udpeget som senioridrætscenter.

I forvejen har Hesselvangs beboere rigtig mange sportslige aktiviteter i gang, og den udvikling skal den nye status som senioridrætscenter yderligere være med til at understøtte.

Frivillige seniorer fra lokalområdet bliver et bærende element i projektet, ud fra princippet: "borger hjælper medborger".

Ambitionen er at få afviklet minimum tre ugentlige idrætsaktiviteter.

Her tænkes på aktiviteter som f.eks. krolf, siddegymnastik, seniormotion, erindringsdans, styrketræning, cross boule, curling, stigegolf, petanque, cykling, fysisk træning for demente m.m.

Den store pavillon i tilknytning til Hesselvang vil i perioder kunne fungere som klubhus med nem adgang til toiletfaciliteter, og når den projekterede oplevelseshave "Frøsangbakken" også bliver en realitet, bliver rammerne helt og aldeles optimale for et senioridrætscenter, vurderes dét.

I løbet af sommeren er det i øvrigt planen at holde en fest for officielt at markere Hesselvangs status som det første certificerede senioridrætscenter i Nordjylland.

Der spilles curling